Hvordan balancerer man en lysende skuespilkarriere med længslen efter hverdagsro, børnelatter og duften af hjemmebagt rugbrød? Spørg Ulla Henningsen. Hun er kendt af hele Danmark for rollerne som Iben i Matador og Liva Weel i Kald mig Liva – men bag rampelyset banker et hjerte, der altid har slået for familie, jord under neglene og et helle i den nordjyske natur.

I denne artikel inviterer vi dig med ind bag kulisserne: fra drømmen om mange børn, der aldrig helt blev realiseret, til den ubetingede mormorglæde, der nu fylder Ullas dage med tre små guldklumper og et par bonusbørnebørn på slæb. Vi zoomer også ind på kærligheden til jazzmusikeren Uffe Markussen, deres to hjem – Vesterbros pulserende gader og et husmandssted omgivet af marker – samt den seneste tv-triumf, der hev hende tilbage på skærmen efter 32 år.

Hvis du tror, at historien om en prisbelønnet scenekunstner kun handler om glitter og røde løbere, tager du fejl. Her møder du en kvinde, der vinterbader for at rense sindet, strikker backstage og lænkede sig til et boretårn af hensyn til fremtidens klima. Ulla Henningsen er både diva og husmoder, aktivist og bedstemors trygge favn – og hendes fortælling er fuld af boligdrømme, relationer på tværs af generationer og de værdier, der for alvor gør et hjem til et hjem.

Læs videre og bliv klogere på hendes rejse – fra rampelysets skarpe spot til blussende brændeovn i Nordjylland – og få indblik i, hvordan hun har flettet karriere, kærlighed og familie sammen til ét stærkt livstæppe.

Kort om Ulla Henningsen: skuespiller, sanger – og familiemenneske

Ulla Henningsen (f. 7. marts 1951 i Kalundborg) har i et halvt århundrede været et varmt og karakterfuldt ansigt i dansk scenekunst. Efter tre formative år på Århus Teater – 1970-72 ifølge Lex.dk (Wikipedia angiver afgang i 1973) – slog hun hurtigt sit navn fast med en kombination af musikalsk nerve og skuespillerisk tyngde.

Det nationale gennembrud kom som den kultiverede, men plagede Iben Skjold-Hansen i DR-serien Matador (1979-82), og populariteten blev cementeret, da hun indtog titelrollen som Liva Weel i forestillingen og tv-filmen Kald mig Liva (1992). På teaterscener som Betty Nansen, Aarhus Teater og Munkensdam har hun siden bevæget sig ubesværet mellem klassisk dramatik, moderne tekster og musikalske cabaret-formater.

Henningsens talent er hædret med en lang række priser: Henkel-Prisen (1980), Tagea Brandts Rejselegat (1991), Johanne Luise Heibergs Mindelegat (1991), Olaf Poulsens Mindelegat (1993) og Liva Weels Jubilæumslegat (1994). Hendes kærlighed til jazz udmøntede sig i albummet The Man I Love (1996), hvor hun fortolker amerikanske evergreens med samme indlevelse, som hun bringer til sine teaterroller.

Privat har hun siden 1996 dannet par med saxofonisten Uffe Markussen, mens sønnen Anders (f. 1982) – fra et tidligere forhold – har givet hende titlen som mormor. Ifølge Wikipedia var det endda Ulla, der inspirerede Anne Linnet til Shit & Chanel-klassikeren “Du er så smuk og dejlig”, efter at Linnet så hende danse en aften i Aarhus.

I dag beskrives hun selv som både skuespiller, sanger – og først og sidst familiemenneske. Det er netop i balancen mellem de tre roller, at Ulla Henningsen fortsat finder sin drivkraft og sit publikum.

Børn og moderdrømme: da timingen kom i vejen

Da Ulla Henningsen som 45-årig mødte jazzmusikeren Uffe Markussen, var forelskelsen øjeblikkelig – men den biologiske klokke havde allerede tikket færdig. I et interview med Billed-Bladet (27. april 2025) fortalte hun åbenhjertigt, at hun som yngre “forestillede sig et langbord fyldt med egne børn”, men at ønsket om en større børneflok blev klemt mellem karrieren på scenen og mødet med den rette partner “lidt for sent”.

“Da Uffe og jeg fandt hinanden, tænkte jeg: Nu er livet perfekt – men jeg var 45, og der skulle ikke gambles med hverken mit helbred eller et barns.”

Parret valgte derfor ikke at forsøge sig med fertilitetsbehandling. I stedet blev de en sammenbragt familie med “hver sin søn” fra tidligere forhold: Ulla har Anders (f. 1982), mens Uffe har sønnen Rasmus. Selv om drømmen om flere børn aldrig helt har sluppet sit tag, har hun lært at omfavne den virkelighed, hun fik – og peger i dag på relationerne til sønnerne som sit “største livsværk”.

Ifølge Se og Hør (19. april 2025) beskriver hun længslen som et “blidt ekko” snarere end en sorg: “Jeg kan stadig få et stik i hjertet, når jeg ser en nyfødt – men jeg er omgivet af kærlighed, og det tæller.”

I praksis udmønter dét sig i konkret nærhed: Anders bor i København, og Ulla prioriterer at kunne hente sine børnebørn fra skole, bage boller og være dén voksne, der altid har tid til endnu en historie. Den stærke tilknytning til børnebørnene – og til Uffes gren af familien – har, som hun siger, “fyldt nogle af de rum, mine egne ufødte børn ellers skulle have optaget”.

Resultatet er et familieliv, hvor uforløste moderdrømme og opfyldt mormorglæde sameksisterer. Ulla har valgt at lade længslen minde hende om, hvad der er vigtigt: tid, tilstedeværelse og et hjem, hvor der altid er plads til dem, der allerede er her.

Mormorglæde i hverdagen: tre børnebørn – og bonusbørnebørn via Uffe

Det er ingen hemmelighed, at Ulla Henningsen har armene fulde af kærlighed – og det skyldes ikke kun de mange roller, hun har spillet gennem årene. Hendes søn har siden 2015 forvandlet hende til mormor til tre, i dag på omkring ti, seks og knap to år, og hvert eneste nyt trin – fra de første skridt til skolestart – bliver fulgt tæt. Hun kalder dem selv “mine små kompasmærker”, fordi deres rytme sætter kursen for hendes egen kalender.

Samtidig følger hun engageret med, når bonus­børnebørnene fra Uffe Markussens side lægger vejen forbi. De to nordjyske børnebørn, som nu er i de tidlige skoleår, udvider familien og bringer ekstra liv til både husmandsstedet i Nordjylland og lejligheden på Vesterbro. “Der er forskel på at være mormor og ‘Uffes Ulla’, men hjerteslaget er det samme,” har hun sagt til Billed-Bladet – og hun står fast på, at blodsforbindelser og bonusbånd får lige meget opmærksomhed.

Denne mormorglæde er ikke blot en følelse, men også en logistik: Ulla pendler i perioder næsten ugentligt mellem København og Nordjylland. Når hun spiller teater på Vesterbro, planlægges prøver og forestillinger, så der stadig er tid til at hente i børnehaven eller dukke op til skole­komedien. Omvendt rykkes manuskripter og noter med i toget nordpå, når barnefødselsdage, fodboldstævner eller et spontant behov for barnepige melder sig. Hun beskriver den mobile tilværelse som “en langdistanse-krammer”, hvor hun sætter tempoet ned, så hun ikke blot kommer forbi, men rent faktisk er til stede.

På gården i Nordjylland har Ulla og Uffe indrettet et multirum, der skifter funktion efter børnenes alder: legeværelse, musikstudie og sovehems i ét. I København står der en fast kasse med klodser, tegneting og hjemmebagte småkager i fryseren – klar til hurtige besøg. Hun fortæller, at hun har opgivet tanken om et “perfekt” hjem; vigtigere er det, at der er plads til en brøddej, der hæver, mens hun hjælper med lektier, eller en stol, der kan blive slæbt hen til ovnen, så små øjne kan følge en kage hæve.

Hvis nogen spørger, hvilken pris hun sætter højst – Henkel-Prisen eller rollen som mormor – svarer hun prompte: “Jeg kan altid nå at spille en rolle mere, men jeg får ikke et sekund tilbage med mine børnebørn.” Det er denne prioritering, der i det stille former hendes hverdage – og som giver hendes liv på scenen en varm efterklang af latter, små hænder og nordjysk jord under støvlerne.

To hjem, ét hjerte: mellem husmandssted i Nordjylland og Vesterbro

Det lyder romantisk – og kræver minutiøs planlægning. Ulla Henningsen og Uffe Markussen pendler mellem to hjem, der ligger godt 400 kilometer fra hinanden:

• Vesterbro – en lys lejlighed i den baggårdsstille del af Absalonsgade, hvor Ulla kan gå til prøver på Aveny-T eller Betty Nansen på et kvarter, og hvor børnebørnene i Københavnsområdet kigger forbi efter skole.
• Husmandsstedet i det nordjyske landskab – en tidligere gård lidt uden for Sæby, som Uffe overtog i 1990’erne, og hvor han i dag både øver med sine musikstuderende og dyrker jordskokker, mens Ulla holder lange sommerferier og vinterweekender med strikketøj og porcelænsovn.

“Når jeg har forestillinger i København, må vi acceptere at bo hver for sig i perioder. Det er hårdt – men vi har valgt at være, hvor vores arbejde og børnebørn er,” fortæller Ulla til Alt for Damerne (16.11.2018).

Ifølge Billed-Bladet (27.04.2025) er logistikken blevet endnu mere kompleks, efter at Ullas søn har givet hende tre børnebørn og Uffes datter to. “Der er altid én lille én, der fylder år, lærer at cykle eller skal hentes fra vuggestue,” forklarer hun i interviewet. Derfor deler parret ofte deres kalender op i tre ugers blokke:

• Københavner-uger: Ulla spiller teater eller optager tv; Uffe pendler til koncerter, men sover typisk i Nordjylland.
• Nordjyske uger: Rolige hverdage med øvere i laden, havbad i Kattegat og børnepasning, når de nordjyske børnebørn har fri.
• “Mellemlandinger”: Weekender i toget, hvor de bytter nøgler og tager hinandens indkøbslister med nordpå eller sydpå.

Ulla beskriver livet som “to parallelle film, der krydser hinanden i weekenderne”. Alligevel insisterer hun på, at netop fleksibiliteten holder både kærlighed og karriere i live:

“Jeg er stadig nysgerrig som skuespiller, og Uffe er stadig nysgerrig som musiker. Det kræver plads – og så må vi få den plads til at gå hånd i hånd med familielivet,” siger hun til Billed-Bladet.

Når hverdagen glider, sker det gennem en stram prioritering: ingen store renoveringsprojekter, men et “vedligeholdelses-minimum” på gården; ingen dobbeltbooking af barnedåb og premiere. Og midt i alt pendleriet værner parret om ritualer, der binder deres to verdener sammen:

• Fælles morgen­telefon kl. 8:07 – præcis tidspunktet, hvor InterCityLyn’en ruller ud fra Aalborg mod København.
• Håndskrevne huskesedler i køkkenet begge steder, så den, der ankommer sidst, ved hvor æggene står og hvilke krydderurter, der mangler.
• En aftale om altid at samles på husmandsstedet juleaften – “for dér dufter granen stærkest,” som Ulla siger.

På den måde bliver afstanden mellem Nordjylland og Vesterbro mindre, end tallene på kilometertælleren antyder. To hjem – men ét fælles hjerterum, hvor både saxofonsoloer og scenereplikker får lov at klinge side om side med børnelatter og lyden af Uffes gamle kaffekværn.

Karrieren og familietrådene: Fra Matador og Kald mig Liva til DR’s Generationer

Ulla Henningsens karriere har altid været flettet tæt sammen med hendes privatliv – ikke som en kampplads, men som to sider af samme væv, hvor trådene understøtter hinanden.

Det hurtige gennembrud kom allerede få år efter uddannelsen på Aarhus Teater (1970-72). I Matador (1978-81) gav hun Iben Skjold-Hansen den underspillede styrke, der gjorde karakteren til et ikon i dansk tv-historie. Gennembruddet blev forstærket, da hun i midten af 1980’erne indtog Betty Nansen-scenen som Liva Weel i musicalen Kald mig Liva – en rolle, der både indbragte hende priser og udløste jazz-albummet The Man I Love (1996). Succesen kunne have drevet hende videre i film og tv, men hun valgte scenen:

»Teatret var mit frirum. Jeg kunne hente min søn i børnehave, bage boller og møde kl. 18.00. Det passede mit familieliv – og min sjæl.«

Teatrets lange favntag betød, at tv-kameraerne forsvandt. Ifølge Se og Hør havde hun ikke haft en eneste tv- eller filmrolle siden 1993 og følte sig »røget ud af kartotekerne«. På scenen gik det dog støt fremad med stykker på Det Kongelige, Betty Nansen og i Aalborg – oftest med musikalske eller historiske kvindeportrætter, hvor hendes egen livserfaring kunne spejles.

Comeback med generationsklang kom uventet i 2025. DR’s nye drama Generationer manglede en stærk, livsklog enkefrue – Martha – der forbinder seriens mange familiehemmeligheder. Rollen landede hos Ulla, og optagelserne bragte hende tilbage i et filmholdsfællesskab, hun havde savnet:

»Pludselig stod jeg midt i 60 mennesker, der alle vidste præcis, hvad de lavede – og de ville have mig med. Det var som at komme hjem efter en meget lang tur.«

At netop Generationer blev vejen tilbage, føles næsten skæbnesbestemt: Serien kredser om familiestrukturer, hemmeligheder og de usynlige relationer, der binder os – præcis de temaer, hun privat lever med som mormor til tre, bonusbedstemor via partneren Uffe Markussen og nyopdaget storesøster til en “sen” lillebror. Bag kulisserne pendlede hun mellem Vesterbro og husmandsstedet i Nordjylland for at nå både optagelser og børnebørn.

I dag ser hun selv karrieren som et tætvævet tæppe: Matador og Liva er de stærke tråde, teatret er det varme uld, og Generationer er den nye farve, der minder hende – og os andre – om, at talent ikke har alder, og at familietrådene nogle gange er det, der holder et helt livsværk samlet.

Familierødder og uventede kapitler: søskendeflok og en sen lillebror

Ulla Henningsen voksede op i Kalundborg som ét af fem søskende – “jeg var det klassiske mellembarn”, har hun siden sagt med et smil. Familien bestod af to ældre søstre, hende selv, en lillebror og den yngste søster, der tragisk døde som ganske lille. Barndommen var præget af den livlige dynamik, som kun en stor søskendeflok kan skabe, og netop den tidlige erfaring med både samhørighed og tab har, fortæller hun, givet hende en særlig lydhørhed over for de fine nuancer i menneskelige relationer, hun senere har udforsket på scenen.

I 2020 – da Ulla var 69 år – åbnede der sig pludselig et helt nyt kapitel i familiekrøniken. En mand stod foran døren med beskeden: “Jeg er din bror.” Han viste sig at være resultatet af en affære, som hendes far havde haft i 1950’erne – en hemmelighed ingen anede noget om. “Jeg troede, jeg kendte alle sider af vores historie, men her kom en brik, ingen havde set,” har hun fortalt til både Billed-Bladet og Se og Hør. Mødet var overvældende, men også rørende; søskendeflokken udvidede sig, og den nye lillebror blev budt velkommen med samme nysgerrighed og varme, som hun altid selv havde følt i familien.

Ironisk nok landede afsløringen netop som hun forberedte sig på rollen som enkefru Martha i DR-serien Generationer – et drama, der kredser om skjulte familiehemmeligheder. Hun kalder derfor oplevelsen for et “livets spejl” og fortæller, at det gav hendes spil en ekstra nerve: “Når man selv har mærket chokket og glæden ved uventet slægtskab, behøver man ikke spille det – man ved præcis, hvordan det føles.”

I dag tæller Ulla søskendeflokken stadig som seks i hjertet – den afdøde lillesøster medregnet. Historien om den sene lillebror er blevet endnu et bevis på, at familie ikke er statisk, men et væv af tråde, der pludselig kan få nye farver og mønstre. Eller som hun selv formulerer det: “Man er aldrig færdig med at lære sin egen familie at kende – og det er måske det smukkeste ved den.”

Kærlighed, værdier og hverdagsglæder: aktivisme, natur og det rolige tempo

Der er noget befriende uprætentiøst over den måde, Ulla Henningsen indretter sit liv på, når scenelyset slukkes. På husmandsstedet nord for Limfjorden – et gammelt bindingsværkshus med højt til himlen og lavt til tempoet – dyrker hun og kæresten Uffe Markussen det nære. Køkkenhaven er hendes grønne fristed, hvor hun dyrker beder, bønner og krydderurter til egne sylteglas, og i bryggerset står en velbrugt porcelænsovn, der fyrer op under både keramiske fade og en afslappet kreativitet uden for rampelyset.

Bagværk har samme status som teaterprøver i Ullas kalender. Der æltes surdej ved det lange egetræsbord, mens børnebørnene tålmodigt venter på første bid af “mormors rugbrød”. Og når hun venter backstage – under kostumer med fjerboa eller Liva‐frisure – kan hun ofte fanges med strikketøjet i skødet. “Det får pulsen ned og tankerne væk fra næste scene,” fortalte hun til Alt for Damerne.

Den jordbundne hverdag går hånd i hånd med en flerårig passion for vinterbadning. Siden 1980’erne har Ulla dyppet sig året rundt ved både Vesterhavet og Københavns Havn. “Kulden renser sindet,” siger hun – og beslutningen om at tage dagens allerførste møde med bølgerne giver hende ifølge eget udsagn “et gratis skud lykke‐endorfiner”.

Naturen er dog ikke kun et rekreativt rum; den er også et ansvar. I 2015 blev hun et velkendt ansigt på danske avisforsider, da hun – sammen med Greenpeace‐aktivister – lænklede sig til et boretårn som protest mod planlagte skifergasboringer i Nordjylland (Femina). Det var en markant handling fra en skuespiller, der ellers sjældent søger sig selv i overskrifterne. “Hvis man elsker den jord, man lever af, må man også være klar til at stå vagt om den,” lød hendes enkle forklaring.

Kærlighed og værdier filtrer sig således sammen i hendes dagligdag: en stille rytme af bagning, havearbejde, keramik og kolde dukkerter, krydret med modet til at råbe højt, når noget truer den natur, der giver hende – og børnebørnene – ro, leg og mening.